EVENTYRET ER BEGYNDT

Okay, siden mit sidste indlæg er der sket rigtig meget. Jeg var ikke sikker på, om jeg ville komme af sted. Jeg fik at vide, der var en familie til mig i Coleman, Michigan. Jeg begyndte at pakke og gøre mig klar til at rejse d. 4. september uden at vide noget om familien overhovedet. Jeg fik at vide, at jeg skulle bo sammen med en tysk pige. Det var jeg faktisk ret glad for. Jeg fik også sagt farvel til venner og familie, selvom det var lidt trist. Men samtidig var jeg rigtig glad for endelig at vide, at jeg rent faktisk skulle af sted.

Det blev den første, anden og endelig den trejde september. Jeg havde fundet alle mine ting frem, og hele dagen prøvede vi at få det til at være i kufferten, hvilket egentlig ikke var et problem. Problem var at holde vægten under 23 kilo, men det gik. Hen på eftermiddagen fik jeg så det endelige kald fra YFU. Værtsfamilien, skolen, alt var nu endelig på plads, og vi fik en adresse. Det var en lettelse, og jeg kunne endelig slappe lidt af, men så alligevel ikke for vi var ikke færdige med at pakke. Det er dog en ankomstfamilie, så skal måske skifte familie senere. Hen på aftenen tog min mor, far, søster og mig til København, hvor jeg skulle fra Kastrup lufthavn næste morgen.

Vi skulle op klokken 3.30, hvilket var sindssygt tidligt for mig, der ikke har stået op før 8.00 i 3-4 måneder. Vi mødtes med de andre studenter i lufthavnen, og vi var 11 i alt. To piger og resten drenge. Vi fik sagt farvel, og der var ingen tårer, selvom det var hårdt. Derefter gik mod gaten til Frankfurt. Flyveturen gik rigtig godt. Faktisk meget bedre end jeg havde forventet.
I Frankfurt skulle mig og en anden student videre selv til Detroit og resten skulle til Chicago. Vi blev vist til vores gate, og fik grundige instrukser om, hvad og hvordan vi skulle gøre. Imens vi sad og ventede på at boarde mødte vi to YFU studenter fra Finland, som vi skulle rejse med. De var rigtig søde.

Den anden flyvetur til Detroit gik også godt. Det tog 8 timer, så det var rigtig lang tid, og jeg blev rigtig træt. Maden på flyet var ikke så god, men de havde film, som vi kunne se, så det var skønt. Da vi ankom i Detroit skulle vi igennem immigration, told og alt det, og ude i ankomsthallen ventede Paul og Kathy - min værtsfamilie. Jeg havde set billederne af dem, så jeg genkendte dem med de samme. Paul og Kathy er gift. Paul er frivillig i YFU, og de har haft 5 studenter før mig, så de ved hvordan det hele foregår. De er super søde, og passer rigtig godt på mig.

Huset, vi bor i, er rigtig sødt. Det er ikke så stort, men jeg har mit eget værelse med en køjeseng, skrivebord, skab og kommode og alt hvad jeg har brug for. Første aften var vi bare hjemme, og lærte hinanden at kende og hyggede.

Næste dag (i dag) skulle jeg over på skolen for at blive indskrevet. Paul skulle gå, så de var kun Kathy og mig. Jeg skulle også vælge nogle fag, men jeg får først mit endelige skema på mandag på min første skoledag. Kathy gav mig også en rundtur på hele skolen, der hedder Pioneer high school. Det er en rigtig stor skole i rigtig amerikanerstil med skabe på gangene, stor kantine og alt der nu hører med. En ting, der var lidt vildt og overraskede var på biblioteket. Ligesom i Danmark er der jo computere på et bibliotek, men på det her bibliotek var ALLE computerne imacs. Der var så mange, og man kan bare bruge dem, hvis man har lyst.
Bagefter tog til "the mall" og spiste frokost, og prøvede at finde ud af noget med min mobil. Vi bleb nødt til at køre downtown og kigge der, og Kathy viste mig en rigtig fin boghandel med en masse bøger.

Vi kørte hjem til Paul i huset og slappede af, og derefter tog vi ud på en restaurant, der hed Olive Garden. Det var en italiensk restaurant med rigtig god mad, og Paul lavede fis med tjeneren ligesom han gør med alle andre. På restauranten fortalte Paul og Kathy mig den bedste nyhed, at de gerne vil beholde mig hele året, hvis jeg har lyst, og det har jeg selvfølgelig. Jeg blev super glad, for de er bare så søde, og jeg føler mig rigtig godt tilpas her.
Bagefter kørte vi rundt i byen, og vi kom forbi skolen, og så nogle piger spille field hockey. Det har jeg snakket om jeg godt vil prøve, så vi holdt ind for at se det lidt an, og snakke med træneren. De var midt i en kamp, så træneren var optaget, men vi snakkede med anden, som ville lægge et godt ord ind for mig, så det var godt. Field hockey er ikke ligesom hockey i Danmark. Google det!

For at lave en lille opsummering her til sidst på dette super lange indlæg. Rejsen gik godt. Min værtsfamilie er de bedste. Ann Arbour er smuk og dejlig by. Paul og Kathy prøver at lære mig vejnavne, så jeg kan finde rundt. Jeg er rigtig glad for at være her, og har det godt. Håber alle jer Danmark også har det godt!

 Paul havde lavet små velkomstsedler til mig rundt omkring i huset.