fredag den 22. august 2014

HOLDE HOVEDET HØJT

I går var jeg til hyggedag i YFU-huset i Tommerup. Det var egentlig bare en hyggelig aften for os studenter, der ikke har fået værtsfamilie endnu. Der er i alt 14 studenter, der ikke har fået familie endnu, men vi var 7-8 studenter til arrangementet. Det var rigtig sjovt. Vi spillede kort, så film og stand-up på netflix og spiste pizza.
Vi fik også mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, vi måtte brænde inde med, og så ville den frivillige YFU'er svare så godt, han kunne. Det store spørgsmål vi nok alle har er: "Hvilken familie skal vi bo hos i et helt år?" Det kunne han selvfølgelig desværre ikke svare på, men vi fik at vide, at YFU ville ringe til os dagen efter ( i dag ), og så ville vi få besked om, vi ar en familie. Hvis det ikke var tilfældet ville vores afrejsedato blive udskudt.
Det var en rigtig hyggelig aften og rart at snakke med nogle, der gå igennem det samme som mig. Jeg har det i hvert fald lidt bedre nu.

Jeg gik hele morgenen i dag og var super spændt på at få svar fra YFU. Jeg havde en god mavefornemmelse, for jeg vidste nemlig, at der var en del aktivitet på min profil.
Klokken 11 ringede min mors telefon, men det blev hurtigt klart, at der ikke var en familie. Det betyder, at min afrejsedato er blevet udsat til den 4. september. Det er selvfølgelig super ærgerligt, for jeg ville bare så gerne afsted hurtigst muligt. Det betyder også, at jeg ikke skal rejse sammen med en hel masse andre YFU'er, men måske bare en lille gruppe.

Nu kan jeg gøre tingene på to måder. Enten kan jeg surmule og være ked af det en hel uge. Eller også kan jeg prøve at få det bedste ud af det. Jeg vælger selvfølgelig det sidste, og derfor prøver jeg at tænke positivt omkring det hele, selvom jeg egentlig er rimelig skuffet. Jeg tror på, at jeg får en familie snart, og at jeg kommer af sted den 4. september.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar