lørdag den 2. august 2014

IKKE ALTID GODT NYT

For 1-2 måneder siden skrev min familie og jeg til YFU for at høre, om der var noget nyt i søgningen på en værtsfamilie til mig. Vi fik at vide, at der rent faktisk var en værtsfamilie, der var interesserede. Jeg blev selvfølgelig super glad og håbede på, at de ville vælge mig. 

Siden har vi spurgt ind til om der var nyt hver eller hver anden uge. 
Først fik vi at vide, at jeg stod på nummer 1 på ventelisten til en skole, og at værtsfamilien hjalp med at få mig ind. Jeg blev igen rigtig glad og tænkte, at nu ville tingene snart komme på plads, og værtsfamilien virkede til at være rigtig flinke. 
Nogle uger senere blev jeg ringet op af rigtig flink dame fra YFU, og hun sagde, at den skole, der oprindeligt var tænkt på, at jeg skulle gå på, ikke havde plads til mig. Derfor havde YFU USA været ved at finde en anden skole, jeg kunne gå på. Min værtsmor havde varmt anbefalet en kristen privatskole, og fordi det var en kristen skole og en privatskole, ville de lige tjekke med mig først. Vi fik også et link til skolens hjemmeside, så vi kunne tjekke den ud. Vi brugte lang tid på at tale om fordele og ulemper og blev enige om, at der var klart flere fordele ved at sige ja. 

Vi kunne jo også, hvor skolen ligger, så jeg brugte også lang tid på at undersøge området og det så helt fantastisk ud. Jeg begyndte for første gang, at kunne forestille mig, hvordan mit år ville blive.

Nu troede jeg jo, at det hele snart ville være på plads, og at jeg kunne blive ringet op hvert øjeblik for at få at vide, at værtsfamilien var klar. Jeg havde jo ikke noget kontakt med værtsfamilien. Det hele foregik gennem YFU, så jeg glædede mig rigtig meget til at snakke med dem for første gang. 

Der gik nogle uger, hvor vi intet hørte, så i går besluttede vi at skrive til YFU igen. Det viser sig så, at familien har trukket sig. Vi ved ikke hvorfor. 

Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, skuffet og også vred. Både på værtsfamilien, YFU og mig selv. 
Nu har jeg fået tænkt lidt over det, og jeg har fundet ud af, at det ikke er nogens skyld. 
Jeg ved ikke, hvad der har gjort, at familien har trukket sig. Der kan sket noget i familien, så de ikke har følt, at de kunne huse en udvekslingstudent i et helt år. Det er også et stort ansvar, og man skal jo både have tid, overskud og lyst. 
YFU har været meget hjælpsomme gennem det hele og har svaret på alle de spørgsmål, vi har haft. De har jo gjort, hvad de kunne. 
Jeg har ikke selv haft indflydelse på noget af det, der er sket. Det skulle åbenbart bare ikke være den værtsfamilie, der skulle have mig som udvekslingstudent, og det har jeg affundet mig med. 

Så status er, at der nu er 25 dage til jeg skal rejse, og jeg er helt på bar bund. Jeg har ingen værtsfamilie og ærligt talt, så er håbet ved at svinde. Men det nytter ikke noget at hænge med hovedet. Jeg bliver nødt til at forblive positiv og bare håbe på, at der en ny værtsfamilie snart melder sig. 

Jeg havde besluttet ikke at skrive noget i bloggen indtil det var helt på plads. Nu hvor tingene så har taget en drejning, ville jeg vise andre kommende udvekslingstudenter, at det ikke altid er lige sjovt. Man bliver nødt til at være forberedt på lidt af hvert. 
Men heldigvis ved jeg at også, at uanset hvad bliver det kommende år et helt uforglemmeligt, fantastisk år! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar