onsdag den 6. august 2014

KØBENHAVN, AMBASSADEN OG VISUM

For lidt over en uge siden var jeg i København med familien, fordi jeg skulle over på ambassaden og søge visum.
Jeg var ikke som sådan nervøs, men jeg håbede bare, at vi havde husket alle papirerne. YFU havde sendt os et brev med alle oplysningerne om, hvad vi skulle have med, og vi havde taget det hele med - pas, karakterer osv. Alligevel var jeg lidt nervøs, for jeg havde hørt mange historier om folk, der blev sendt hjem igen, fordi de havde glemt st medbringe noget. Det skete endda også imens jeg var inde på ambassaden..

Jeg havde en tid 9.30, og vi kom cirka 15 min før. Vi fandt dog hurtigt ud af, at mødetidspunktet ikke betød noget. Det var bare for at få spredt folk ud over hele dagen. Så jeg måtter stille mig over i den kæmpe lange kø og vente til det blev min tur.

Jeg stod i kø i omkring en time, før jeg kunne komme ind. Jeg måtte ikke have elektronik af nogle art, lighter eller noget i den retning med ind. Der var også flere, der blev sendt hjem, fordi de havde kuffert eller computer med. Jeg skulle også igennem metaldetektor, og de scannede min taske. Derefter blev sendt videre til et ny rum.
Rummet lignede lidt et hvilket som helst venteværelse, og da jeg kom ind, skulle jeg trække et nummer og så ellers bare vente til, jeg blev kaldt op. Jeg vidste, at jeg skulle til et interview, hvor de ville spørge mig om lidt forskelligt.
Første gang jeg blev kaldt op skulle jeg bare aflevere nogle af mine papirer og så mit pas. Så skulle jeg vente igen. Anden gang jeg blev kaldt op, var det interviewet. Jeg tror hun stillede mig 3-4 spørgsmål, og det var så det. Så kunne jeg gå igen, og mit visum ville komme med posten om en uges tid. De skulle ikke engang bruge alle de papirer, jeg havde med.

Det tog omkring to timer i alt. En time i kø udenfor og en time i kø indenfor. "Interviewet" varede kun 5 minutter. De snakkede i øvrigt engelsk inde på ambassaden, men ikke udenfor ved sikkerhedfolkene.

Vi blev i København et par efter og holdt en miniferie. Det var rigtig hyggeligt.

Helt præcist en uge senere kom mit visum, så nu er jeg egentlig klar til at komme afsted. Der skal bare lige være nogle, der vil have mig først.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar