HOLDE HOVEDET HØJT

I går var jeg til hyggedag i YFU-huset i Tommerup. Det var egentlig bare en hyggelig aften for os studenter, der ikke har fået værtsfamilie endnu. Der er i alt 14 studenter, der ikke har fået familie endnu, men vi var 7-8 studenter til arrangementet. Det var rigtig sjovt. Vi spillede kort, så film og stand-up på netflix og spiste pizza.
Vi fik også mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, vi måtte brænde inde med, og så ville den frivillige YFU'er svare så godt, han kunne. Det store spørgsmål vi nok alle har er: "Hvilken familie skal vi bo hos i et helt år?" Det kunne han selvfølgelig desværre ikke svare på, men vi fik at vide, at YFU ville ringe til os dagen efter ( i dag ), og så ville vi få besked om, vi ar en familie. Hvis det ikke var tilfældet ville vores afrejsedato blive udskudt.
Det var en rigtig hyggelig aften og rart at snakke med nogle, der gå igennem det samme som mig. Jeg har det i hvert fald lidt bedre nu.

Jeg gik hele morgenen i dag og var super spændt på at få svar fra YFU. Jeg havde en god mavefornemmelse, for jeg vidste nemlig, at der var en del aktivitet på min profil.
Klokken 11 ringede min mors telefon, men det blev hurtigt klart, at der ikke var en familie. Det betyder, at min afrejsedato er blevet udsat til den 4. september. Det er selvfølgelig super ærgerligt, for jeg ville bare så gerne afsted hurtigst muligt. Det betyder også, at jeg ikke skal rejse sammen med en hel masse andre YFU'er, men måske bare en lille gruppe.

Nu kan jeg gøre tingene på to måder. Enten kan jeg surmule og være ked af det en hel uge. Eller også kan jeg prøve at få det bedste ud af det. Jeg vælger selvfølgelig det sidste, og derfor prøver jeg at tænke positivt omkring det hele, selvom jeg egentlig er rimelig skuffet. Jeg tror på, at jeg får en familie snart, og at jeg kommer af sted den 4. september.

T-SHIRTS, LÆSEARBEJDE OG MERE VENTETID

Nu er der kun ni dage til, jeg skal af sted til det store Amerika! Jeg glæder mig mere og mere for hver dag, der går. Men hold op, hvor er det hårdt at vente på en familie. Det værste er, at der ikke er noget, man selv kan gøre. Man skal bare stole på, at YFU finder en familie. Det gør jeg også. Altså stoler på dem. De skal nok finde en familie til mig. Forhåbentlig bliver det bare snart. 

Mens jeg venter, har YFU været så søde at sende en kæmpe bunke papirer, som jeg skal have læst inden afrejsen. Det er alt fra forsikringspolice til student handbook. Der er nok at læse, og det tager lang tid, for det meste af det står jo på engelsk. 

Sammen med den kæmpe bunke papirer fik jeg også mine to t-shirts, som jeg skal have på under rejsen. De er mørkeblå med et YFU-logo foran og et større på ryggen. Jeg synes egentlig, det er rigtig smart med de her t-shirts, så kan alle studenter kende hinanden og vores rejseguides kan hurtigt spotte os i mængden. Jeg har bestilt to t-shirts i en str. Small, og de passer mig helt fint. Så har jeg noget at skifte med, da det kan ske at blive en lang rejse. 

KØBENHAVN, AMBASSADEN OG VISUM

For lidt over en uge siden var jeg i København med familien, fordi jeg skulle over på ambassaden og søge visum.
Jeg var ikke som sådan nervøs, men jeg håbede bare, at vi havde husket alle papirerne. YFU havde sendt os et brev med alle oplysningerne om, hvad vi skulle have med, og vi havde taget det hele med - pas, karakterer osv. Alligevel var jeg lidt nervøs, for jeg havde hørt mange historier om folk, der blev sendt hjem igen, fordi de havde glemt st medbringe noget. Det skete endda også imens jeg var inde på ambassaden..

Jeg havde en tid 9.30, og vi kom cirka 15 min før. Vi fandt dog hurtigt ud af, at mødetidspunktet ikke betød noget. Det var bare for at få spredt folk ud over hele dagen. Så jeg måtter stille mig over i den kæmpe lange kø og vente til det blev min tur.

Jeg stod i kø i omkring en time, før jeg kunne komme ind. Jeg måtte ikke have elektronik af nogle art, lighter eller noget i den retning med ind. Der var også flere, der blev sendt hjem, fordi de havde kuffert eller computer med. Jeg skulle også igennem metaldetektor, og de scannede min taske. Derefter blev sendt videre til et ny rum.
Rummet lignede lidt et hvilket som helst venteværelse, og da jeg kom ind, skulle jeg trække et nummer og så ellers bare vente til, jeg blev kaldt op. Jeg vidste, at jeg skulle til et interview, hvor de ville spørge mig om lidt forskelligt.
Første gang jeg blev kaldt op skulle jeg bare aflevere nogle af mine papirer og så mit pas. Så skulle jeg vente igen. Anden gang jeg blev kaldt op, var det interviewet. Jeg tror hun stillede mig 3-4 spørgsmål, og det var så det. Så kunne jeg gå igen, og mit visum ville komme med posten om en uges tid. De skulle ikke engang bruge alle de papirer, jeg havde med.

Det tog omkring to timer i alt. En time i kø udenfor og en time i kø indenfor. "Interviewet" varede kun 5 minutter. De snakkede i øvrigt engelsk inde på ambassaden, men ikke udenfor ved sikkerhedfolkene.

Vi blev i København et par efter og holdt en miniferie. Det var rigtig hyggeligt.

Helt præcist en uge senere kom mit visum, så nu er jeg egentlig klar til at komme afsted. Der skal bare lige være nogle, der vil have mig først.

IKKE ALTID GODT NYT

For 1-2 måneder siden skrev min familie og jeg til YFU for at høre, om der var noget nyt i søgningen på en værtsfamilie til mig. Vi fik at vide, at der rent faktisk var en værtsfamilie, der var interesserede. Jeg blev selvfølgelig super glad og håbede på, at de ville vælge mig. 

Siden har vi spurgt ind til om der var nyt hver eller hver anden uge. 

Først fik vi at vide, at jeg stod på nummer 1 på ventelisten til en skole, og at værtsfamilien hjalp med at få mig ind. Jeg blev igen rigtig glad og tænkte, at nu ville tingene snart komme på plads, og værtsfamilien virkede til at være rigtig flinke. 

Nogle uger senere blev jeg ringet op af rigtig flink dame fra YFU, og hun sagde, at den skole, der oprindeligt var tænkt på, at jeg skulle gå på, ikke havde plads til mig. Derfor havde YFU USA været ved at finde en anden skole, jeg kunne gå på. Min værtsmor havde varmt anbefalet en kristen privatskole, og fordi det var en kristen skole og en privatskole, ville de lige tjekke med mig først. Vi fik også et link til skolens hjemmeside, så vi kunne tjekke den ud. Vi brugte lang tid på at tale om fordele og ulemper og blev enige om, at der var klart flere fordele ved at sige ja. 

Vi kunne jo også, hvor skolen ligger, så jeg brugte også lang tid på at undersøge området og det så helt fantastisk ud. Jeg begyndte for første gang, at kunne forestille mig, hvordan mit år ville blive.

Nu troede jeg jo, at det hele snart ville være på plads, og at jeg kunne blive ringet op hvert øjeblik for at få at vide, at værtsfamilien var klar. Jeg havde jo ikke noget kontakt med værtsfamilien. Det hele foregik gennem YFU, så jeg glædede mig rigtig meget til at snakke med dem for første gang. 

Der gik nogle uger, hvor vi intet hørte, så i går besluttede vi at skrive til YFU igen. Det viser sig så, at familien har trukket sig. Vi ved ikke hvorfor. 

Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, skuffet og også vred. Både på værtsfamilien, YFU og mig selv. 

Nu har jeg fået tænkt lidt over det, og jeg har fundet ud af, at det ikke er nogens skyld. 

Jeg ved ikke, hvad der har gjort, at familien har trukket sig. Der kan sket noget i familien, så de ikke har følt, at de kunne huse en udvekslingstudent i et helt år. Det er også et stort ansvar, og man skal jo både have tid, overskud og lyst. 

YFU har været meget hjælpsomme gennem det hele og har svaret på alle de spørgsmål, vi har haft. De har jo gjort, hvad de kunne. 

Jeg har ikke selv haft indflydelse på noget af det, der er sket. Det skulle åbenbart bare ikke være den værtsfamilie, der skulle have mig som udvekslingstudent, og det har jeg affundet mig med. 

Så status er, at der nu er 25 dage til jeg skal rejse, og jeg er helt på bar bund. Jeg har ingen værtsfamilie og ærligt talt, så er håbet ved at svinde. Men det nytter ikke noget at hænge med hovedet. Jeg bliver nødt til at forblive positiv og bare håbe på, at der en ny værtsfamilie snart melder sig. 

Jeg havde besluttet ikke at skrive noget i bloggen indtil det var helt på plads. Nu hvor tingene så har taget en drejning, ville jeg vise andre kommende udvekslingstudenter, at det ikke altid er lige sjovt. Man bliver nødt til at være forberedt på lidt af hvert. 

Men heldigvis ved jeg at også, at uanset hvad bliver det kommende år et helt uforglemmeligt, fantastisk år!